Lavbundsarealer kan løse nogle af de klimaudfordringer som vi står overfor i Danmark – og Permeco vil være en del af løsningen. Permeco tager klimaudfordringerne op gennem en videreudvikling af carbonfarming.

Carbonfarming et begreb, hvor dyrkning af jorden sker med fokus på at optimere lagring af CO2 i jorden.
Traditionelt er pløjefri dyrkning et af de værktøjer, der er mest benyttet i landbruget til at lager CO2 i jorden.
Det er velkendt, at når man undlader at pløje, kan der reduceres CO2 udledninger fra jorden på over 1,5 Tons CO2/hektar. Dette er dog langt fra det eneste effektive værktøj.
Udyrkede græs arealer såsom MVJ jorde, kan ifølge klimaberegninger binde 2,0 Tons CO2/hektar gennem ”rodnettet”.

Skal vi så ikke bare udtage endnu mere lavbundsjord til MVJ og lave ikke dyrkede græsarealer?
Lad dem afgræsse og så er vi i mål….

I teorien lyder det rigtigt godt, MEN!
Ingen roser uden torne. Mængden af CO2 lagring i jorden afhænger af væksten af biomassen (græs og urter). I løbet af kort tid, vil produktionen af biomasse falde betydeligt, det vil medføre at afgræsning ikke mere ”kan lade sig gøre”, da der ikke vil være foder nok til andet end meget få ekstensive kvægracer i meget få antal. Det er ikke længere økonomisk rentabelt for landbruget at afgræsse arealerne, hvilket bevirker, at græsningen hovedsagelig bliver en statslig udgift, såfremt staten fastholder at ådale, der i dag er dyrkede landbrugsarealer, forbliver lysåbne ådale.

Hvad så?
Internationale undersøgelser viser, at veldyrkede græsmarker kan binde minimum 5-7 tons CO2.
Denne drift tilfører betydelige mængder nærringsstoffer til græsmarkerne, typisk i form af gylle (for konventionelle også kunstgødning). Herved opstår der betydelig udvaskningsfare, ligeledes vil der igennem svampe/bakteriers omsætning i jorden ske en ikke ubetydelig emission af lattergas og metan, der er langt mere potente klimagasser.

Det er egentligt ikke raketvidenskab!! Vi skal finde den afbalancerede middelvej. Vi tilfører kun ”små mængder næringsstoffer” (eks. 50KgN/Ha set i forhold til i dag, økologi 140kg N og konventionel op til 240kg N).
Den lille mængde kvælstof er nok til at biomasse-tilvæksten er sikret og afgræsning/høslæt giver et attraktivt udbytte.

Så er det da den vej vi skal?
Både ja og nej, viden, bevidsthed og udviklingen har ikke stået stille – og der kan optimeres betydeligt på gødningen gennem kompostering.

Kompostering af gødning.

Gødning behøver ikke kun at være gylle/kunstgødning. Permeco arbejder med at kompostere tørstoffet i ”lorten”. Det er ikke bare en simpel havekompost. For at undgå udvikling af lattergas skal komposteringen ske ved iltrige betingelser, så en gennemluftning og omrøring er vigtig.
Ligeledes vil der ved en normal ”mile-kompostering” ske dannelse af ammoniak m.m., så vi har egentlig bare flyttet problemerne fra marken til en kompoststak. I et regneark ser det pænt ud, men ser vi på helheden er det ikke meget bedre.

Dette løser vi gennem en ”komposterings reaktor”. Simpelt fortalt en stor beholder, hvor der sikres en gennemluftning og ”omrøring”. De gasser der afgives under komposteringsprocessen, ledes gennem et biofilter (vi arbejder i et lukket system, så vi kan nu styre udledningen), hvor over 90% af emissionen indsamles, bindes i vand, og kan i stedet for at ledes ud i atmosfæren bruges til markerne.

Ved at gøde/dyrke markerne på denne måde, vil der gennem komposten (afhængig af nærringsstofsindhold) kunne tilføres 1-2 T kulstof /Ha, (kulstof indhold 25-35% i komposten).
Hvert tons kulstof vi binder i jorden svarer til 3,6T CO2!!
Dvs. en total for Permeco-modellens ”Carbon farming” realistisk ligger på 10T CO2/Hektar.
Heri er der ikke medtaget den reducererede Lattergas og Metan udledning fra gødningsdelen. Ligeledes er der ikke medtaget, at ”reaktorkomposten” vil have et meget højt tørstofindhold (70-80% MEGET TØRT), således at udbringningsmængden reducere med en faktor 7-10 i forhold til gylle (meget lettere maskiner med betydelig mindre kørsel).

En yderligere bieffekt, er at komposten ikke lugter, og at nærringsstofferne afgives i så langsomt et tempo at udvaskning er teoretisk.

For at understøtte biomasseproduktionen, isår vi urter og kvælstoffikserende planter, således at naturen selv kan finde den rigtige balance igen.